Kong Uhr og hans sværd

Det hele startede med Kong Uhr. En gang var landet delt op i små kongedømmer, der var konstant konflikt og krig imellem landene. Der var meget nød, mange folk levede på sultegrænsen, og blev tvunget i krig eller så deres jorder og huse brændt ned på grund af krigen.

Blandt disse kongedømmer var der en konge som hed Kong Uhr, han havde set hvilken elendighed der var rundt omkring og havde sat sig for at sætte en stopper op for det. Han gik til sin gud Ina og bedte til sin gud lang og længe for at hun kunne give ham krafter og energi, til at kunne drage ud i verden for at stoppe denne elendighed.

Ina hørte hans kald og fremmanede et sværd ASP til Uhr. Sværdet var magisk og den der bar sværdet, ville være uovervindelig i kamp. Uhr tog sværdet og drog i krig. Med sværdet i hånden var der ingen hære der kunne stoppe Uhr og hans hær, og det ene land efter det andet kom under Uhrs kongedømme. Efterhånden havde Uhr samlet alle kongerigerne under hans fane. Men Uhr havde ikke fået nok, han ville have mere og ville gerne rejse længere væk og få mere magt. Han havde det uovervindelige sværd, hvem skulle stoppe ham.

Ina så hans grådighed og kunne se at han ikke ville stoppe. Derfor skabte hun skeden GREL, som kaldte på sværdet. Så længe man ikke brugte sværdet ville skeden kalde på sværdet og bæreren blive tvunget til at puttet sværdet i skeden. Når man sætter sværdet i skeden, vil man selv blive påført de samme smerter, som man har givet til andre. Uhr brugte sværdet i den sidste kamp og han vandt.

Da der ikke var flere fjender tilbage, begyndte skeden at kalde på sværdet. Uhr prøvede at modstå skedens kalden, men til sidst blev han nødt til at sætte sværdet i skeden. Straks blev Uhr påført alt den smerte som han havde påført andre. Uhr prøvede at modstå den voldsomme smerte, men alle de drab han havde lavet i kampen, blev til sidst for meget. Uhr kollapsede hvor han stod og røg i koma. Denne koma lå han i nogle år hvor han til sidst døde. Dog er Uhr det eneste menneske som har brugt sværdet og ikke døde med det samme.
Uhr havde dog sørget for fred i landet inden han røg i koma. I den tid var der fred i landet, mens Uhr bror styrede landet i hans sted.

 

Legender fra Urstad – Isdragen Isildur

Kan i huske sidste vinter hvor søen frøs til is og selv bjørnene frøs? Det var koldt men det har været meget koldere i Urstad. Så koldt at jeg troede at intet menneske nogensinde igen skulle finde varmen. Lad mig fortælle om dengang da isdragen Isildur herskede i områderne omkring Urstad.

For at forstå historien om Isildur skal vi tilbage i tiden, til tiden før menneskene, til tiden hvor Liv og lys sammen med Oldetrolde kæmpede for at styre elementerne og lave den verden vi kender i dag. På den tid var der to mægtige drager Isildur der beherskede kulden og isen og Magmataria der herskede over varme og ild. Sammen var de to drager mægtige. For at stoppe dette fik Liv og Lys dem vendt mod hinanden således at de for altid ville holde hinanden i skak og ikke true den verden Liv og Lys ville skabe.

Sådan var det i årtusinder men en skæbnesvanger dag lykkedes det med magt og snilde Isildur at fange Magmataria og låse hans kraft inde i en vulkan, langt mod nord. Herefter satte Isildur sig for at omstyrte den verden Liv og Lys havde skabt, hans had vendte sig derfor mod deres ynglingsskabninger, de snilde elvere.

Elvernes konge var dengang som nu, den mægtige Kong Gabriel og han havde ikke til sinds at lade en drage fra tidernes morgen, fryse hans folk til is eller lade dem blive slaver. Historierne om Gabriels og elverfolkets kampe mod Isildur er mange og hver kamp kunne være en historie i sig selv men for nu er det nok at vide at Gabriel ved list, kløgt og styrke, fangede Isildurs sjæl i en statue som han beholdt i mere end ti tusinde år.

Hvordan har alt dette noget med Urstad at gøre, jo det skete for en tid siden at elverne i skovene omkring Urstad, var trængt af Kong Gerts fremvoksende magt og bad Kong Gabriel om hjælp. Ved Kong Gabriels hof var en Prins ved navn Ilex, som betyder Kristtjørn på menneskesprog, en stærk kriger med kendskab til elverfolkets magi. Det var netop Ilex som Kong Gabriel sendte til Urstad for at hjælpe elverne. Med sig på rejsen til Urstad, havde Ilex en statue der havde stået urørt i Kong Gabriels skatkammer i mere end ti tusinde år.

For at hjælpe elverne trak Ilex på statuens og skovens kræfter og oprettede sammen med elvern,e fra Urstad, en magisk barriere rundt om Elvernes vigtigste bosted. Denne barriere tillod ingen, der ville elverne det ondt, at passere. Elverne havde nu mulighed for at leve i fred i et lille område men Kong Gert og en stamme af vilde trolde pressede dem stadig og Ilex valgte at blive hos elverne i Urstad. Alt var fredeligt eller så fredeligt som det nu er her i Urstad, men så hændte det at underverdenens Vætter trængte ind i verden og truede den igen,r dette en historie for sig selv men i forhold til Isildur er det vigtigt at vide at Vætternes fremmarch blev stoppet med stor anstrengelse af mennesker, elvere og trolde i forening. Hver race bragte et magtfuldt våben med sig for at slå Vættekongen.

Elvernes våben var en daggert af is, som elverne havde skabt ved at flytte Isildurs sjæl fra statuen og over i en daggert der kunne bruges mod vættekongen. Men her begik elverne og Ilex en alvorlig fejl. Ingen af dem havde Kong Gabriels styrke og daggerten var ikke så stærk som statuen. Da elverne brugte daggerten til at fængsle vættekongen, gik en flig af daggerten og Isildurs sjæl kunne langsomt sive ud.

Isildurs sjæl begyndte langsomt at overtage Ilex der bar daggerten. Efter noget tid havde Isildur tilstrækkelig kontrol over Ilex, til at begynde at føre sine tanker om hævn ud i livet. Isildurs fandt ud af at, en ny race var kommet til verden, nemlig menneskeracen og Isildur fandt ud af at denne race kunne hans magi overvinde og lænke hvis de sværgede ham troskab. Isildur brugte denne magi til at binde flere og flere mennesker til hans sag og således voksede hans magt. Men dette var ikke nok Isildur behøvede flere allierede for at gribe magten, men en drage har al den tid den ønsker og havde tiden blot gået, havde Isildur vundet uden kamp. Men det gik således at, en Troldmand havde mærket Isildurs frigørelse og kom til Urstad for at standse dette og som det jo tit er med Troldmænd der vil øge sin egne magt.

Troldmanden havde studeret dragerens historie og vidste at en magt der kunne kæmpe lige op med Isildur og muligvis besejre ham, var Dragen Magmataria, Troldmanden havde udtænkt et ritual til at skabe en ilddaggert der lænkede Magmatarias sjæl og ville kunne true Isildur. For at gennemføre dette ritual behøvede han troldenes hjælp, da de er de eneste væsener der ville kunne holde en ilddrages sjæl i lang tid nok, til at Troldmandens ritual kunne gennemføres. Troldmanden indgik derfor en pagt med troldene, hvad pagten indeholdt ved kun troldene og Troldmanden. Men daggerten blev skabt og der var nu et våben der kunne true Isildurs magt. Isildur blev nødt til at handle hurtigt.

Isildur vidste at han ikke kunne vinde over en Troldmand der var så mægtig at han havde både mennesker, trolde og elvere med sig. Isildur benyttede sig derfor af list. Han gav Elverne håb om at Ilex stadig kunne redes hvilket gjorde at elverne ikke ønskede Isildur dræbt, troldene og menneskene havde ikke sådanne kvaler og da de ved et stort slag, ved 5 veje, næsten havde besjret Isildur, angreb elverne i håb om at kunne befri Ilex mens Isildur var svækket. Elvernes plan var god, Ilex var næsten sig selv fordi Isildurs var svækket men i tumulten lykkedes det Isildur at flygte sammen med en trofast ridder, som han havde vundet magten over. Elverne stod nu tilbage uden Ilex og med trolde og mennesker der følte at elverne havde forrådt dem.

Truslen fra Isildur voksede hurtigt igen efterhånden som flere mennesker fik deres hjerte frosset til is, af løfter om magt og rigdom og sluttede de sig til Isildur. Det var lykkedes elverne at overbevise menneskene og Troldmanden om at deres angreb var fornuftigt og kunne havde lykkedes. Men troldene kunne de ikke overbevise, mistroen til elverne var for stor og samtidig mente troldene at, troldmanden gang på gang havde svigtet de løfter han havde givet trolden i bytte for deres hjælp. I vrede over de brudte løfter og elvernes bagholdsangreb sluttede troldene sig til Isildur.

Der var nu to næsten lige stærke kræfter der stod på hver sin side i kampen om magten I Urstad. Denne kamp blev ved skæbnens lod afgjort tæt ved det sted, hvor Vættekongen faldt og Isildurs sjæl blev sat fri. De to hære mødtes og længe var kampen lige og ingen kunne sige hvem der skulle vinde. I kampens hede mødte Isildur og Troldmanden hinande. Troldmanden fik med elvernes hjælp, kaldt den rest af Ilex sjæl der stadig var i Isildur frem og en kamp mellem Ilex og Isildur begyndte. Det så ud til at Ilex hjulpet af elvernes magi der gjorde ham stærk og Troldmandens magi der svækkede Isildur, skulle vinde og uddrive Isildur af sin krop. Med sine sidste kræfter råbte Isildur på troldene og mindede dem om elvernes og Troldmandens forræderi og bad dem dræbe elverne, Optændt af vrede angreb troldene i fuld styrke, de elvere der styrkede Ilex sjæl og fældede mange af dem. Kampen stod nu mellem Isildur og Troldmanden og her trak Isildur det længste strå. Da Troldmanden faldt gjorde Isildurs håndlanger kort procces med de tilfangetagne, der fik valget mellem at slutte sig til ham eller dø. Troldmanden gav Isildur til troldene og hans skæbne vil ingen ønske over hverken over sig selv, eller sin værste fjende. 

Isildur havde nu magten og elvernes og menneskenes styrker var spredte og Troldmanden var ikke længere. I dette øjeblik valgte Isildur dog noget der til den dag i dag forundrer mig, han tog de to daggerter, erklærede at området var under han følgeres kommando bortset fra de områder som han gav til troldene. Isildur sagde at han ville vende tilbage når han havde udført en opgave og så fløj han bort, ingen har hørt eller set Isildur siden. Men hvis jeg var Kong Gabriel ville jeg nok lægge ekstra brænde i pejsen.